Madanmelderne.dk

Hawksmoor serverer Londons bedste bøffer. Til gengæld efterlader niveauet for betjeningen et indtryk af, at restaurantchefens meritter begrænser sig til et  managerjob på den lokale McDonald’s.I Londons-bydelen Soho og i gåafstand fra Finsbury Market og Liverpool Street Station ligger en anonymt udseende askegrå kontorbygning.

Hawksmoor, der ligger i stueetagen, er let at overse i forbifarten. På afstand er der intet, der indikerer, at her ligger et af byens mest anmelderroste bøfhuse.

Bag de tunge træpersienner er lokalet, der er opdelt i en bar og en separat spiseafdeling, indrettet med mørkbejdsede møbler beklædt med cognacfarvet skind. 

På væggene, der er prydet af pikante stregtegninger af letpåklædte unge piger, hænger der desuden en tavle, hvorpå dagens leverancer fra slagteren, The Ginger Pig, North Yorkshire, står skrevet med kridt. Det er herfra muligt at vælge mellem udskæringer af filet, tyndsteg eller mørbrad på op til 1,2 kilo, som betjeningen skærer ud ved bordet og serverer for hele selskabet. 
Jeg ankom midt i frokosten og følte et øjeblik, jeg var landet på en anden planet. Betjeningen, der bestod af en tjener og to unge servitricer, havde ualmindelig svært ved at overskue, om der skulle være et ledigt bord i den halvtomme spiseafdeling.

Urutineret betjening

Jeg blev af tjeneren, der var klædt i en stor vinterstrik, bedt om at tage plads i baren, mens jeg ventede. Et øjeblik efter kom en af hans kollegaer op til mig og spurgte, om jeg havde ombestemt mig og valgt at spise i baren i stedet. 

Servering i baren er som regel ensbetydende med små lette serveringer, sandwich, salater og den slags, og det var nu ikke lige det, jeg havde i tankerne. Jeg afslog høfligt, skulle til at bestille et glas bobler hos bartenderen men nåede kun lige akkurat at åbne cocktailkortet, før end den første tjener var tilbage for at spørge, om jeg var klar til at gå til bords.

Da den indledende forvirring var overstået, og jeg havde fået anvist et bord, takkede jeg ja til kildevand og bestilte ved samme lejlighed et glas bordvin (5,75 britiske pund).

Det rummelige vinkort var sympatisk prissat og bød eksempelvis på en 2005 Côtes du Rhône fra huset Domaine de la Renjarde til rimelige 29,5 britiske pund svarende til en gangefaktor på 2,5. Udvalget af vine på glas var småt men acceptabelt for et bøfhus, der også kører frokostserveringer. 

Jeg kom til at vente næsten ti minutter på mine drikkevarer og sad tilbage med et indtryk af, at betjeningen havde mistet overblikket. Man skulle nu elles mene, at tre på gulvet var mere end rigeligt til at servicere stedets cirka 20 frokostgæster. 
Efter amerikansk forbillede bestiller gæsterne bøf og garniture for sig. Til gengæld var det intetsteds på kortet annonceret, hvilke saucer, der var at vælge imellem. Betjeningen kunne dog oplyse, at alle bøffer kom med stedets bearnaise.

Salatbladet kostede ekstra

Når køkkenet stoler så meget på egne evner, at det fuldstændig fratager gæsterne at vælge, må det være, fordi der er os noget ekstraordinært i vente, tænkte jeg.

Ekstraordinært var det i alt fald, da et bud midt i frokosten ankom med varer til køkkenet, som han ad flere omgange bar fra kantstenen, ind gennem spiseafdelingen og ud i køkkenet. Den slags oplevelser plejer ellers at være henlagt til steder med laminerede menukort og genopfyldte Heinz-flasker.

Min udskæring af marmoret oksefilet (også kaldet rib eye, 400 gram, 23,5 britiske pund) ankom uledsaget til bordet – den var ikke pyntet med så meget som en timiankvist eller et salatblad på kanten af den forvarmede tallerken.

Har man den slags tilbøjeligheder, har man vær så god at bestille det ved siden af! En engelsk salat med hjemmerørt dressing og krydderurter stod i hele fire pund, så den sprang jeg over. 
De håndskårne sprøde pommes frittes – eller chips – som briterne insisterer på at kalde dem, ankom i et aluminiumsbæger, der var med til at holde på varmen. Også det stod i fire pund.

Den bedste bøf jeg længe har fået

Bøffen var rosa som ønsket og med en gylden stegeskorpe fra den gloende trækulsgrill. Den marmorerede filet havde masser af kødsmag og smeltede på tungen. Det velhængte oksekød var noget af det bedste, jeg længe har fået serveret. Det var ifølge kortet krogmodnet i 35 dage og stammede fra britisk Longhorn-kvæg.

Som dyppelse fik hver gæst en meget lille skål bearnaise. Smagsmæssigt vil jeg til hver en tid foretrække Rasmus Oubæks fede, lidt syrlige bearnaise – eller Irmas ditto, hvis serveringen derhjemme skal ske i en snæver håndevending.

I Hawkmoors udgave var den sødmefuld og fed – en anelse for sød til min smag uden dog på nogen måde at falde igennem og minde om det, Knorr markedsfører i brevform. Andre vil formentlig foretrække den sådan. Jeg savnede bid – og bearnaise i det hele taget.

Regningen lød på 37,4 britiske pund (317 kr.) – inklusiv en betjeningsafgift på 12,5 procent, der automatisk bliver lagt til.

Det er svært at vurdere stedet ud fra en frokostservering alene. De indledende trin med betjeningen har vi allerede været omkring. Vil Hawksmoor fastholde et prisleje mellem middel og højt, er stedet nødsaget til at højne betjeningens niveau.

Og uanset at de fleste gæster formentlig vil synes om stedets bearnaise, mener jeg, det er et udtryk for overmod at lade den optræde solo.

Bøfferne var til gengæld fantastiske, og det er dem, gæsterne valfarter hertil for at smage, og det er derfor deres og køkkenets fortjeneste, at vi akkurat sniger os op på tre stjerner.

Hawksmoor
157 Commercial Street
London E1 6BJ
www.thehawksmoor.co.uk