Public Houses mad er det modsatte af dette

Cofoco folkene står bag den ret nye “gastropub” restaurant, der ligger lige ved Rådhuspladsen: Her serveres rigtig god “gourmetpubmad” til flotte priser i hotel-Chesterfield-hyggelige omgivelser. Betjeningen og ventetiden var imidlertid – i hvert fald den aften jeg var der – under al kritik.

Da vi var et selskab, skulle jeg bestille menu i god tid inden. Efter tre skriftlige og mundtlige bekræftelser af reservation og menu (de vil sikre sig, at vi ikke udeblev, som det ofte opleves), var vi klar til besøget.

De meget omhyggelige bekræftelser endte med at stå i skærende kontrast til  oplevelsen på stedet.
Vi ankom til aftalt tid men måtte vente et pænt stykke tid på et bord, selv om selskabet før os, faktisk var gået. Tjenerne virkede travle, så der må være en anden logistisk forklaring på det ringe niveau. Om det er for få tjenere eller anden dårlig planlægning, skal jeg ikke kunne sige.
Da vi endelig fik bordet, gik der halvanden time(!!), før første (forbestilte) forret ankom. Ikke så meget som en beklagelse fra den i øvrigt flinke tjener. Dybt kritisabelt.
Forretten var en fin ærtesuppe med røget bacon, dertil en cheddarbolle, som mod forventning ikke smagte for meget af øernes kendte ost.

Resten af retterne ankom med store intervaller imellem. Der var ingen forbedring at spore, selvom stedet langsomt blev tømt for gæster. Ret uforståeligt.

Anden forret var rigtig god – og virkelig med en flot pris i omegnen af 70 kr.: Terrine af foie gras og kanin med syltede abrikoser og frissésalat. Masser af foie gras og velsmagende kanin.

Jeg ved ikke, hvordan de øvriges grilled onglet steak med svampe var. Men min var desværre ret rød (vi havde ikke fået mulighed for at vælge tilberedning) og lidt sej i det. Jeg orkede dog ikke engang at overveje at sende den ud igen, da jeg skulle kunne nå en aftale næste morgen kl. 9.
Til hovedretten havde vi bestilt nogle side orderes i form af  kartofler og smørgrøntsager, som var med godt bid i.
I starten præsenterede tjenerne retterne, men det blev desværre droppet fra hovedretten. Det er synd, for det giver en god start på retten, når selskabet for en fælles præsentation af den.

Som dessert fik vi en apple crumble, der vist var som mormor lavede den med en kugle vanilleis på toppen. Fin afslutning.

Vin og vand
Jeg var i tvivl om vinvalget, da jeg gerne vil have noget, der tilnærmelsesvis kunne rumme både den salte suppe og bacon samt den bløde kanin og de søde abrikoser og den bitre salat. Jeg valgte stedets Pinot Grigio, der var hæderlig. Jeg spurgte traditionen tro tjeneren, om dette kunne gå, hvilket han uden særlig autoritet bekræftede. Jeg tror såmænd også, at han ville have nikket til en gammel rød bourgogne, hvis jeg havde spurgt til den.

Til den grillede steak valgte jeg også fin Rhône.

I starten af middagen meddelte tjeneren, at han ville komme med noget brød og noget vand. Det viste sig efterfølgende, at poste(?)vand kostede 20 kr. for en lille karaffel. Jeg er enig med Politikens Helle Brønnum Carlsen, der jævnligt kritiserer restaurationerne for at tage penge for almindeligt vand. Og det er slet ikke i orden at meddele, at “jeg kommer med noget vand”, der så viser sig at ryge på regningen. Det er ikke mange penge, men det er princippet i det.

Stedet kunne i det mindste have erkendt den lange ventetid og udeladt noget fra regningen. Men det skete ikke den aften.
Sammenfattende kan siges, at maden er på et for prisen ret højt niveau, men at ventetid og andre svipsere desværre giver dumpekarakter til et ellers interessant koncept.

Public House
(v. Hotel Kong Frederik)
Vester Voldgade 25
1552 Kbh. V
www.cofoco.dk/publichouse.php

Stedet er indrettet som det ses mange andre steder i København. Den hyggelige moderne brasseriestil er helt rigtig i Davids Bistro og danner en passende ramme for mad og prisleje.
Bistroen ligger et pænt stykke nede ad en af Østerbrogades sidegader, så der er næppe mange gæster, der kommer tilfældigt forbi. Men det behøver indehaveren vist heller ikke. Vi var der på en almindelig hverdag, og der var der kun plads på højstole ud til køkkenet.
I mange tilfælde er et bord ved køkkenet en ulempe. Men de åbne køkkener på mange restauranter er ofte en fornøjelse af få indblik i, og det var også tilfældet denne aften.
Køkkenchefen kommunikerede flere gange direkte med os, hvis han fornemmede, at vi var klar til at give bestilling. Det var meget personligt og varmt, samtidig med at det viste et ret stort overskud på en dag, hvor der var helt fyldt med gæster.

Maden var velsmagende og uprentiøs. Jeg fik:
Stegt foie gras med svesker og diverse
Langtidslam med ratatouille
Kaffe
(Der er mildest talt gået et par dage siden jeg spiste der, så jeg har desværre ikke flere detaljer om selve maden. Men god det var den)

Jeg har fire gange været på spisestedet Det lille apotek, der er Københavns ældste spisested. Og ingen af gangene har det været en anbefalelsesværdig oplevelse. Årsagen til, at jeg har været der så mange gange er, at det i alle tilfælde har været andre, der har inviteret og/eller arrangeret spisningen. Ikke et ondt ord om det. Jeg havde bare ikke selv valgt stedet.

Jeg vil sige med det samme, at jeg er med på, at der er grænser for, hvor store krav man kan stille til et sted, der har to retter for under tohundrede kroner. Men velfungerende betjening og veltilberedte retter kan man med al rimelighed forlange, når nu så mange andre steder kan præstere det.

Da jeg ankom meddelte tjeneren mig, at jeg var den første af de fire i selskabet. Jeg svarede, at det var helt fint, for så kunne jeg da lige drikke en øl. “Det er bare helt i orden”, sagde tjeneren, hvorefter hun forlod mig ved mit bord for aldrig at vende tilbage.
Skål! Eller ikke…

Efter de øvrige gæster var ankommet, bestilte jeg min øl. Det var en stærk sag – en Fur Bock, der smager rundt og lidt sødligt. Lige til at hælde ned i halsen.

Men her gik det igen galt for betjeningen (der resten af aftenen var en flink men forvirret svensker). For da vi efter at have drukket første runde bad om mere øl, sagde tjeneren bare “så gerne”, hvorefter han hastede væk. Vi fik ingen mulighed for at bestille andet end de øltyper, vi lige var blevet færdige med.
For at hindre, at jeg igen skulle drikke en 0,7 liters stærk øl, fik vi fat i tjeneren, da han efter et godt stykke tid, igen indfandt sig i det baglokale, vi sad i. Om det skyldes sprogforvirring eller blot forvirring, ved jeg ikke. Men da vi sagde “Undskyld, men de øl…”, nåede vi ikke videre i teksten, før han sagde “De kommer!” og var forsvundet igen. Ingen mulighed for at forklare manden, hvad vi ønskede. Det hele endte da også forventeligt med, at han glad kom tilbage med samme bestilling (tak til Peter for at indtage Fur Bock nr. 2). Ret ærgerligt når stedet faktisk har en del specialøl på kortet.

Nå men til maden.
Jeg fik en af stedets “menuer” ved navn “Rejecocktail og tournedos” til knap tohundrede kr.

“Grønlandske rejer, sprød salat, dressing, brød og smør” viste sig at være en dyb tallerken (måske var køkkenet løbet tør for det obligatoriske høje glas?) med rejer, iceberg salat, lys dressing (ikke tomatdressing rørt med flødeskum, som er det normale), et styk lyst brød og smør. Alle ingredienser var lagt hver for sig på tallerkenen?!
Gab for en anretning. Nok den mest triste rejecocktail, jeg nogen sinde har set og smagt.

Ikke engang sådan så rejecocktailen ud

Derefter ”Oksetournedos med dagens kartoffel, suace bernaise og garniture”. Retten var fint anrettet med to stykker tournedos, som – og det skal siges – var steget efter min anvisning (rød).
Dagens kartoffel var måske bogstaveligt talt dagens kartoffel, idet mængden af de skiveskårede lidt slatne stykker omtrent svarede til en stor bagekartoffel. Da vi var tre personer, der skulle dele, måtte vi bede om mere, hvilket da også sagtens kunne lade sig gøre.
Bernaisen var ikke dårlig, men heller ikke rigtig god. Den fås i hvert fald bedre hos mit fædrende ophav:-)
Der var en mærkelig skizofreni ved denne ret. Mens kødstykkerne var placeret i midten med en glace lagt i en tynd stribe, der fulgte tallerkenkanten, var kartoflerne hulter til bulter i en skål.

En mine medspisere bestilte hjemmelavet æblekage til desset. Den kom efter laaang ventetid og lignede efter min mening noget, der kom fra en hylde i kantinekøen. Men smagen fejlede vist intet:-)

Vi sluttede af med kaffe/irsk kaffe.
Og hvilken afslutning: kaffekanden var defekt, hvilket gjorde, at min sidemand fik varm kaffe i skødet! Tjeneren kvitterede med at spørge, om det var varmt på en måde der forledte os til at tro, at manden faktisk spøgte med uheldet! Da vi efterfølgende gjorde ham opmærksom på, hvordan kanden var defekt, kritiserede han sine kolleger/stedet for ikke at skifte kanderne. Så meget for solidaritet denne 1. maj. Farvel til drikkepengene.

Og farvel til Det lille apotek.

Det Lille Apotek
St. Kannikestræde 15
1169 Kbh. K
www.detlilleapotek.dk

Blandt andre Philipsonwine afholder såkaldte Winemaker’s dinners, hvor en vinproducent præsenterer et flot udvalg af vine eller champagner ved en udmærket middag på en god eller fremragende restaurant.
Vinene serveres til den til lejligheden sammensatte menu, og der kan selvfølgelig bestilles umiddelbart efter middagen.

Prøv f.eks. vine fra Pomerol ved en middag på AOC (tidligere Prémisse) eller Philippe Guigal himself på Søllerød Kro.
Det’ bestemt ik’ gratis. Men det er godt! Se alle arrangementer her.

 Indsamlingen af oplysninger er sket via restauranternes egne hjemmesider. Jeg har forsøgt at vælge ligeværdige menuer, forstået på den måde at helt særlige luksusmenuer eller a la carte priser ikke er medtaget. I flere tilfælde tilbydes der som udgangspunkt ikke vinmenu. I de tilfælde (som f.eks. Kong Hans, Søllerød Kro og Paustian) har jeg derfor heller ikke medtaget restauranten.

Berlingske eller Politiken havde i øvrigt for et år eller to siden en større artikel, hvor en dansk topkok redegjorde for, hvorfor det var så svært at tjene penge på det niveau. Råvarerpriser, lønninger etc. blev gennemgået, og det dannede et interessant billede af en branche, hvor de fleste er med, fordi de brænder for det og ikke fordi der er “penge i skidtet”. (Jeg kan desværre ikke finde et link til artiklen.)

* * *

I vilkårlig rækkefølge:

Noma
7 retter + vinmenu: 1.890,-
(udvidet menu 12 retter + vinmenu: 2.240,-)
Hjemmeside

Restaurant MR
7 retter + vinmenu: 1.800,-
Hjemmeside

AOC (tidl. Prémisse)
7 retter inkl. ost + vinmenu, mineralvand og kaffe m. sødt: 1.795,-
(alm. vinmenu)
Hjemmeside

Falsled Kro
8 retter + vinmenu, vand og kaffe med sødt 2.250,-
Hjemmeside

Restaurant  Anden (Munkebo Kro)
8 retter + vinmenu: 1.915,-
Hjemmeside

Frederikshøj
6 retter + vinmenu, vand og kaffe m. sødt: 1.850,-
Hjemmeside

Molskroen
6 retter + vinmenu: 1.520,-
(Menu Rouge: 1.825,- eksklusive vin!)
Hjemmeside

 Formel B
7 retter inkl. ost + vinmenu: 1.950,-
Hjemmeside

Herman
6 retter + vinmenu: 1.995,-
Hjemmeside 

Era Ora
6 retter + vinmenu: 1.850,-
(alm. vinmenu)
Hjemmeside

Det har taget mig lang tid at skrive anmeldelsen af besøget på Danmarks ubestridt mest berømmede og roste restaurant. For hvordan kan jeg skrive noget, der ikke er skrevet eller sagt om stedet. Det er svært, når besøget var en tour de force i mad, vin og betjening, og det hele til fulde levede op til de mange anmelderroser. Hvordan skiller man sig ud?
Det som gør det endnu sværere er, at jeg ikke er i nærheden af at kunne beskrive retterne fyldestgørende og retfærdigt. De er detaljerede og enkle på samme tid. Banalt set må jeg sige, at Nomas mad skal opleves. Og det er på den baggrund, at jeg næsten uden kommentarer oplister serveringerne og vinen, mens betjening og oplevelsen i øvrigt får lidt flere ord med på vejen.

Professionel skandinavisk hygge
Noma er ikke et meget stort sted. Det kan overskues af alle gæster samtidig med at man har langt mellem bordene. Det er med til at give en fin kombination af eksklusivitet og hygge i en rigtig skandinavisk balance. Der er omkring 100 rigtig mange kokke og tjenere på arbejde, når stedet er fuldt. Og det er det vistnok hver eneste dag. Går man på toilettet kommer man tilbage til en ventende tjener, der har positioneret sig blot for at trække stolen ud for en. Michelin? Jeps. det er på mange måder lidt uvant og måske endda udansk. Men servicen på Noma er ligesom indretningen varm og perfekt på en måde, så man slapper ret så meget af. Der står ikke en tjener på nakken af en og hælder vin op, så snart man har taget en enkelt tår. Men betjeningen er der, så snart man lige har nået at tænke et spørgsmål eller har et ønske. Køkkenet og tjenerne skifter uden problemer tempo, så det stemmer overens med gæstens ønske om toiletbesøg, maveslåning mv. Man føler sig ikke til besvær, for det er som om, at stedet på forhånd var bekendt med den præcise plan for netop ens spisning.

Da jeg ankom nogle minutter inden min gæst, bestilte jeg en øl i baren. Jeg fik en Noma øl lavet på birkesaft. Da jeg er allergisk overfor birkepollen, undlod jeg i første omgang at drikke den. Men restaurantchefen kunne ved bordet forsikre mig om, at biresaft faktisk havde en positiv effekt på allergikere. Så jeg drak den og fik det i hvert fald ikke dårligere:-)

Allergien spillede også en rolle ved maden. Som det sig hører og bør på et sted af Nomas klasse, blev jeg spurgt til mine allergier. De blev noteret ned, og køkkenet indrettede sig med største selvfølgelighed fuldstændig efter, at jeg bl.a. ikke kan spise nødder.

Mange vil indledningsvis måske tænke, at det ikke er særligt velvoksne portioner, Noma serverer. Men det er fordi, de pågældende ikke ved bedre. For efter 12-15 retter, vin og masser af tid til at indtage det i, kunne jeg simpelthen ikke mere. Det var slut. Slut siger jeg! Tjeneren fremtryllede en taxa, og min medspiser og jeg kørte mod nord med masser af mad og oplevelser, der skulle fordøjes.

Aftermath
Da den fysiske mad var væk dagen derpå, begyndte der faktisk at dukke ting op på nethinden. Jeg begyndte at huske mere fra oplevelsen. Billeder, smagsindtryk og service kom i en lind associationsstrøm. Fantastisk. Det var ikke bare en rigtig god bøf, en vin med saft og kraft eller lignende. Det var en helhed på et helt andet niveau.

Det er ikke billigt på Noma. Slet ikke. Men gør man sig det klart på forhånd, og åbner man sindet for nye indtryk, kvitterer Nomas køkken og tjenere med en fantastisk oplevelse, jeg i hvert fald aldrig har oplevet før.

Mr. Noma himself; René Redzepi, hvis køkkenteam og hold af tjenere (anført af Lau Richter, der udover at være en prisbelønnet restaurantchef er en rigtig flink fyr og gammel klassekammerat) stod for en helt speciel aften.

Se billeder af de fantastisk smukke retter her eller her. Jeg mener det – se billederne! Det er kunst!

Appetizers/introducerende retter
Småkage med kogt spæk og solbær
Rygeost og hestebønner, rugbrød og kyllingeskind
Sultet og røget vagtelæg
Radiser og roe, jord og urteemulsion
Ristet brød og vilde urter, eddike og creme på brunet smør

Herefter kom de fortsat helt specielle, forunderlige, smukke og perfektionistiske retter i lind strøm:

Blæksprutte (rå) og hvide ribs – fløde og dild
Taskekrabbe og strandsennep – hjertemusling og partulak
Søpindsvin og agurk – mælk og dild.
Tartar og skovsyre – aromatisk enebær og estragonemulsion (en smuk og utrolig lækker Nomaklassiker som endda den gamle arbejderromantiker Leif Sylvester rost i et interview i Politiken forleden)
Jomfruhummer og söl – persille og havvand (også Noma klassiker, der ligesom den indledende urtepotteret skal spises med fingrene. Retten serveres på en stor sten! Ret så fedt var det at spise en saftig jomfruhummer med fingrene som var det en pølse fra pølsemanden i Gothersgade. Min klare favorit sammen med tartaren)
Dampet spinat og the – kogte løg og selleri
Læsøløg – fuglegræs og løgbullion
Skorzonerødder og mælkeskind med trøffel fra Gotland
Rokkevinge og kantareller – marinerede strandplanter og muslingesaft
Syltede grøntsager, pocheret marv og bouillon
Brissel og löjrom, söl og søsalat
Lam og peberrod, friske salater og syltet ramsløg

Tre desserter
Gulerod, kærnemælk og anis
Brombær og rødbede, youghurt og rapsolie
Blåbær og gran, vild timian og syreblade

VIN
Aligoté, Domaine Derain, Bourgogne (2007)
Fiefs Vendéens “Les Clous”, Domaine Sint Nicolas, Loire (2008)
Riesling “Halenberg”, Weingut Emrich-Shönleber, Nahe (2007) – Jeg var i himlen!
Sancerre “Auksinis”, Sébastien Riffault, Loire (2007)
Tonnere “Les Larmes de Divona”, Amaury Beaufort, Bourgogne (2007)
Pouilly-Fuissé “Tradition”, Domaine Valette, Bourgogne (2004)
Rosé des Riceys “En Valingrain”, Olivier Horiot, Champagne (2003)
La Morra “Arborina”, Mauro Veglio, Barolo (2003) – Baroloen var den eneste rødvin den aften!
Riesling Spätlese “Ayler Kupp”, Peter Lauer, Mosel-Saar-Ruwer (2007)
Mantlouis Moelleux, Le Rocher des Violettes, Loire (2007)

Hawksmoor, der ligger i stueetagen, er let at overse i forbifarten. På afstand er der intet, der indikerer, at her ligger et af byens mest anmelderroste bøfhuse.

Bag de tunge træpersienner er lokalet, der er opdelt i en bar og en separat spiseafdeling, indrettet med mørkbejdsede møbler beklædt med cognacfarvet skind. 

På væggene, der er prydet af pikante stregtegninger af letpåklædte unge piger, hænger der desuden en tavle, hvorpå dagens leverancer fra slagteren, The Ginger Pig, North Yorkshire, står skrevet med kridt. Det er herfra muligt at vælge mellem udskæringer af filet, tyndsteg eller mørbrad på op til 1,2 kilo, som betjeningen skærer ud ved bordet og serverer for hele selskabet. 
Jeg ankom midt i frokosten og følte et øjeblik, jeg var landet på en anden planet. Betjeningen, der bestod af en tjener og to unge servitricer, havde ualmindelig svært ved at overskue, om der skulle være et ledigt bord i den halvtomme spiseafdeling.

Urutineret betjening

Jeg blev af tjeneren, der var klædt i en stor vinterstrik, bedt om at tage plads i baren, mens jeg ventede. Et øjeblik efter kom en af hans kollegaer op til mig og spurgte, om jeg havde ombestemt mig og valgt at spise i baren i stedet. 

Servering i baren er som regel ensbetydende med små lette serveringer, sandwich, salater og den slags, og det var nu ikke lige det, jeg havde i tankerne. Jeg afslog høfligt, skulle til at bestille et glas bobler hos bartenderen men nåede kun lige akkurat at åbne cocktailkortet, før end den første tjener var tilbage for at spørge, om jeg var klar til at gå til bords.

Da den indledende forvirring var overstået, og jeg havde fået anvist et bord, takkede jeg ja til kildevand og bestilte ved samme lejlighed et glas bordvin (5,75 britiske pund).

Det rummelige vinkort var sympatisk prissat og bød eksempelvis på en 2005 Côtes du Rhône fra huset Domaine de la Renjarde til rimelige 29,5 britiske pund svarende til en gangefaktor på 2,5. Udvalget af vine på glas var småt men acceptabelt for et bøfhus, der også kører frokostserveringer. 

Jeg kom til at vente næsten ti minutter på mine drikkevarer og sad tilbage med et indtryk af, at betjeningen havde mistet overblikket. Man skulle nu elles mene, at tre på gulvet var mere end rigeligt til at servicere stedets cirka 20 frokostgæster. 
Efter amerikansk forbillede bestiller gæsterne bøf og garniture for sig. Til gengæld var det intetsteds på kortet annonceret, hvilke saucer, der var at vælge imellem. Betjeningen kunne dog oplyse, at alle bøffer kom med stedets bearnaise.

Salatbladet kostede ekstra

Når køkkenet stoler så meget på egne evner, at det fuldstændig fratager gæsterne at vælge, må det være, fordi der er os noget ekstraordinært i vente, tænkte jeg.

Ekstraordinært var det i alt fald, da et bud midt i frokosten ankom med varer til køkkenet, som han ad flere omgange bar fra kantstenen, ind gennem spiseafdelingen og ud i køkkenet. Den slags oplevelser plejer ellers at være henlagt til steder med laminerede menukort og genopfyldte Heinz-flasker.

Min udskæring af marmoret oksefilet (også kaldet rib eye, 400 gram, 23,5 britiske pund) ankom uledsaget til bordet – den var ikke pyntet med så meget som en timiankvist eller et salatblad på kanten af den forvarmede tallerken.

Har man den slags tilbøjeligheder, har man vær så god at bestille det ved siden af! En engelsk salat med hjemmerørt dressing og krydderurter stod i hele fire pund, så den sprang jeg over. 
De håndskårne sprøde pommes frittes – eller chips – som briterne insisterer på at kalde dem, ankom i et aluminiumsbæger, der var med til at holde på varmen. Også det stod i fire pund.

Den bedste bøf jeg længe har fået

Bøffen var rosa som ønsket og med en gylden stegeskorpe fra den gloende trækulsgrill. Den marmorerede filet havde masser af kødsmag og smeltede på tungen. Det velhængte oksekød var noget af det bedste, jeg længe har fået serveret. Det var ifølge kortet krogmodnet i 35 dage og stammede fra britisk Longhorn-kvæg.

Som dyppelse fik hver gæst en meget lille skål bearnaise. Smagsmæssigt vil jeg til hver en tid foretrække Rasmus Oubæks fede, lidt syrlige bearnaise – eller Irmas ditto, hvis serveringen derhjemme skal ske i en snæver håndevending.

I Hawkmoors udgave var den sødmefuld og fed – en anelse for sød til min smag uden dog på nogen måde at falde igennem og minde om det, Knorr markedsfører i brevform. Andre vil formentlig foretrække den sådan. Jeg savnede bid – og bearnaise i det hele taget.

Regningen lød på 37,4 britiske pund (317 kr.) – inklusiv en betjeningsafgift på 12,5 procent, der automatisk bliver lagt til.

Det er svært at vurdere stedet ud fra en frokostservering alene. De indledende trin med betjeningen har vi allerede været omkring. Vil Hawksmoor fastholde et prisleje mellem middel og højt, er stedet nødsaget til at højne betjeningens niveau.

Og uanset at de fleste gæster formentlig vil synes om stedets bearnaise, mener jeg, det er et udtryk for overmod at lade den optræde solo.

Bøfferne var til gengæld fantastiske, og det er dem, gæsterne valfarter hertil for at smage, og det er derfor deres og køkkenets fortjeneste, at vi akkurat sniger os op på tre stjerner.

Hawksmoor
157 Commercial Street
London E1 6BJ
www.thehawksmoor.co.uk

 I sommer var jeg på ferie i det fynske. Egentlig ville jeg helst på Ti Trin Ned lige ovre på Jyllandssiden. De havde dog lukket, så valget faldt på en anden anbefalet restaurant, der endda havde havudsigt. “Fænøsund” ligger ud til vandet med udsigt til den lille ø Fænø. Stedet bryster sig af kvalitetsmad i et roligt tempo og med en høj kvalitet. Fænøsund kunne desværre ikke leve op til stedets eget skudsmål den aften, vi var der.

 Efter at have kørt ned gennem et villakvarter kommer man til en imiteret bådleje, hvor restauranten ligger tæt mellem andre huse. Huset ligger ved kanten af skoven og med med kun en vej imellem vindue og vand.

Som velkomstsnacks fik vi æg, skinke og mandler. Ikke i en “fortolkning”, “variation af” eller lignende, men: æg, skinke og mandler i sin stort set uforarbejdede form. Æggene var kogt, skinken skåret og mandlerne saltede. That’s it. Ikke en bjergtagende start på gourmetbesøget.

Da min medspiser var gravid, spurgte vi til alkoholfri vin, hvilket de faktisk kunne diske op med. Som det meste alkoholfrie vin var denne lidt ligegyldig efter et glas, men point til stedet, for at have det på lager.

Det var en feriedag med baysittende bedsteforældre, så vi gik ombord i stedets fem retter, der bestod af forret, mellemet, hovedret, oste og desser. Jeg fik vinmenu, mens min kone drak alkoholfri vin.

Forret: Tun – vagtel æg – sennep
Vin: Scalabrone – Bolgheri Rosato DOC

 Da min medspiser som nævnt var gravid, spurgte vi, om menuens tun kunne skiftes ud. Tjeneren tilbød muslinger i stedet, hvilket var helt fint. En stor portion blåmuslinger i tomatsauce kom ind og var vist bestemt spiselig.
Tunen (billedet) var flot anrettet, men selve retten havde ikke de helt store smag. Jeg forstod slet ikke de kogte æg på tallerkenen (måske var de i overskud fra de indledende snacks?)

Mellemret: Pighvar – risotto – ærter
Vin:2006 Castagnolo, Barberani
En god ret med denne ædle fisk, som jeg desværre ikke fik taget billede af.

Hovedret:Havtaske – spidskål – dild
Vin: Tumbarumba Chardonnay – Chalkers Crossing, 2006

Fisken var fint tilberedt, men resten lignede noget, der var løgn. En sjasket smagløs sovs, og et par hårdt kogt grønsager anrettet hulter til bulter.
Her fik stedets familie-gourmet ambitioner døsstødet. Retten (billedet) kunne uden tvivl blive serveret i en Monarch uden at stikke ud!

Ost: Fynske oste med tilbehør
Vin: Gewurztraminer Grand Cru, Frankstein
En god portin oste fordelt på tallerkenen blev sat på bordet. Til min store overraskelse var der ingen rygeost. Denne fynske ost over fynske oste havde ikke fundet vej til anretningen. Skuffelse og undren.
Tjeneren kunne ikke sige noget som helst om ostene – kun hvad de hver især hed. Ostene var desværre ikke lagt i snorlige rækkeølge, hvad angik styrke. Det må også trække ned.

Dessert: Peach Melba 2009

En flot anrettet dessert med helt fin smag.

I småtingsafdelingen: vi fik ingen tandstikkere, men nabobordet kunne dog godt få. Betjeningen var dog super venlig, og vi følte os velkomne hele vejen igennem.

Fyens Stiftstidende skrev i en tidligere anmeldelse af Fænøsund, at stedet placerer mellem to stole, da de med høje ambitioner og priser også forsøger at være noget for de lokale og turisterne. Jeg er enig. Maden var slet og ret ikke på niveau med ambitioner og pris den aften.

Jeg skylder dog at sige, at Fyens Stiftstidende har været på Fænøsund for meget nylig, hvor de var OK tilfredse.

 
I Københavns latinerkvater populært kaldet Pisserenden, ligger en hyggelig velbesøgt og ikke helt billig kælderrestaurant ved navn Atlas Bar. Her mødes unge og midaldrende for at vælge retter fra tavlen på væggen. Madstilen er syd for Ækvator i glimrende blanding.

 Uden reservation dukkede vi op på Atlas Bar på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde. Stedet var godt fuldt – der var endda spisende gæster i baren. Ikke desto mindre fik vi et bord lige ved baren. Det lidt brugte storbybohèmeagtige lokale summede af liv, da både tjenere og gæster højlydt nød, at de var til stede lige netop den dag.

Da det var hverdag, undlod vi dessert eller ost. Den stod derfor på to retter:

“Nori laks”: a la sushi med noritang wrap med tangsalat, kålstrimler, soya/wasabi. En skøn grøn ret med godt stegt laks og en super wasabibaseret dressing.

“Paki lam”: En indisk klassiker. En tilpas olieret lammegryderet med store stykker gulerod, kartofler og lam. Den blev serveret med lidt salat til. Det var samme salat, som vi fik til forretten, hvilket vel er i orden stedet taget i betragtning. Personligt ville jeg gerne have haft retten i en stærkere version, men når man skal ramme alle smagsløg, er det nok den bedst mulige variant.

Vi drak Tuborg Classisk fra fad til begge retter. Når der ikke er specialøl, er Classic en acceptabel løsning. Ned gled det i hvert fald.

Retterne er ikke de billigeste på Atlas Bar. Men stedet er utroligt hyggeligt på en meget ligetil måde. Maden er frisk og lækker. Taget i betragtning hvor mange aboslut ligegyldige caféburgere der serveres i det kvarter, vil jeg helt sikkert overveje et besøg på Atlas Bar igen, når jeg en dag igen skal have en ordentligt aftensmåltid i Pisserenden.

I øvrigt leverer Atlas Bar også ud af huset til større selskaber. Og det med god resultat til følge, de gange jeg har prøvet det.

Atlas Bar
Larsbjørnsstræde 18
1454 København K
www.atlasbar.dk

Stedet er indrettet i hvid moderne/casual stil. I hvilket omfang det skyldes antallet af besøgende eller manglende ventialtion ved jeg ikke. Men der var i hvert fald høj temperatur i lokalet. Det må Cofocokoncernen se på.

Stedets spisekort er i ren Cofocoånd: få enkelt beskrevne retter til en overskuelig pris. Det samme gælder vinkortet. 

Vi valgte en femretters menu:

Insalata caprese
En traditionel tomatsalat med bøffelmozarella som det sig hører og bør. Tomaterne var gode tyrehjertetomater med god olivenolie pøset ovenpå.
Næste ret var en pastaret: Trofie al pesto Genovese. En fin frisk pastaret med små ruller fyldt af pesto genovese

Den dag havde køkkenet en ret uden for kortet, som vi selvfølgelig gerne ville have. Det var en meget enkel ovnret med svineskank, hvide bønner og bagte oliven. En rigtig landlig italiener, der passede godt til det enklte og til tider lidt rustikke koncept.

Dernæst mere kød: fileto di Manzo. En bøf af oksefilet med rucola, citron og balsamicoglace. Også en helt fin ret.

Vi sluttede af med klassisk dessert: Tiramisu. Den var lidt dekonstrueret, da det var mascarponecreme mellem kaffestænkede savoiardi

Vinen er i den grad til at betale, når man er i en af Cofocos restauranter. Vi fik et glas chardonnay, Terlaner, Cantina Terlan 2007 og derefter en flaske Vino Nobile di Montepulciano, Cantina DEI 2005.

Betjeningen var fin og imødekommende, men nok ikke uddannet. Værst var dog ventetiden mellem retterne. Den var alt alt for lang. Det vidste tjeneren dog godt, og hun kompenserede med en lille refill på vinen. Points for intentionen.

Scarpetta er en helt fin restaurant, der dog har behov for et nyt klimaanlæg og lidt mere rutine på ekspeditionen, når der er fyldt til bristepunktet.

Scarpetta
Rantzausgade 7
2200 Kbh. N
www.cofoco.dk/scarpetta.php